Visum

Turistvisum for skandinaviske statsborgere for 30 dage. Bestilles der ikke visum i forvejen hos Atlantis Rejser, kan dette købes i lufthavnen ved ankomst. Atlantis Rejser anbefaler forudbestilling af visum. Visum koster 150,- per person. Kan bestilles online i forbindelse med købet, ved efterbestilling på telefon 70 22 48 40 eller ved personligt fremmøde i vores butik på Frederiksberg Allé 44.

 

Selve viseringen er en mærkat, der klistres ind i passet og stemples i paskontrollen ved ankomst. Har du bestilt visum i forvejen, bliver det udleveret af Atlantis Rejsers lokale personale ved ankomst. 
Der skal forinden udfyldes et indrejsekort. Dette indrejsekort fås i flyet på vej til Egypten. Hvis der ikke udleveres indrejsekort i flyet, kan disse fås ved ankomsten til Egypten.

 

For gæster til Sharm el Sheikh: De såkaldte Sinai Only visum kan kun udstedes ved ankomst til Sharm el Sheikh. Bemærk at det med et Sinai Only visum ikke er muligt at deltage i udflugter for eksempel til Cairo. Ligeledes kan eventuelt akut hjemtransport eller hospitalsindlæggelse besværliggøres, hvis man blot har Sinai Only visum. Erfaringsmæssigt er det meget vanskeligt at opnå visum efter indrejse.

 

Gæster til de øvrige destinationer i Egypten (El Gouna / Hurghada, Luxor, Aswan, Keops og Kefrenrundrejserne, nilkrydstogt, Cairo m.m.) skal have visum, og kan derfor ikke nøjes med Sinai Only visum.

 

Atlantis Rejser udsteder visum til borgere fra alle EU lande, herudover også til borgere fra Island, USA, Canada, Norge, Færøerne, Grønland, Australien og Japan.

 

Alle andre statsborgere henvises til Den Ægyptiske ambassade på telefon 3543 7070.

 

Pas

Bemærk, at pas skal være gyldigt i seks måneder efter hjemrejsedatoen.
Børn født per 1. oktober 2004 og børn over 15 år skal uanset nationalitet have eget pas ved indrejse i Egypten. Vær venligst opmærksom på, at det ikke er muligt at rejse ind i Egypten med en unavngivet baby. Babyer skal være navngivet, og dette navn skal stemme overens med det navn, der står på rejsebeviset. Der kan desværre ikke dispenseres for denne regel.

Der accepteres midlertidige pas og pas, der er forlængede.

 

Bemærk at personer, der rejser på tjenestepas, diplomatpas samt udenlandske statsborgere med eks. dansk flygtningepas eller fremmedpas opfordres til at søge oplysning ved Udenrigsministeriet www.um.dk.

 

Der ydes ikke kompensation, og rejsen kan ikke refunderes, hvis man afvises i lufthavnen på grund af ugyldigt pas eller manglende mulighed for at opnå visum. Det er den rejsendes eget ansvar at sørge for, at man opfylder betingelserne for at opnå visum til Egypten.