Valuta
Tunesisk dinar. 1 dinar = 1000 milimes, hvilket svarer til ca. 4,2 danske kroner. Medbring euro og kreditkort, da du ikke kan veksle på forhånd. På de fleste hoteller er det også muligt at veksle danske kroner.

Den tunesiske dinar (TND) er en såkaldt lukket valuta som kan ikke kan veksles på forhånd. Det er heller ikke tilladt at tage tunesiske dinarer med ud af landet igen. Der er hæveautomater i lufthavnen, i Houmt Souk og Midoun samt på størstedelen af hotellerne. Husk at gemme vekselkvittering, hvis du skal have vekslet tilbage igen i lufthavnen før hjemrejsen.

Bemærk, at priser på skilte og menukort oftest skrives med tre decimaler. En vare, der koster 2 dinarer, skrives altså som 2.000.

Kreditkort

Kreditkort accepteres som udgangspunkt på alle vore hoteller og i større restauranter. Ofte sker det dog, at personalet af forskellige årsager ikke ønsker at modtage kort alligevel. Vi anbefaler derfor at du medbringer euro til almindelig veksling. Vores danske personale kan desværre heller ikke modtage kreditkort.


Prisniveau
Pengene rækker langt i Tunesien, og det er billigt at gå ud at spise. En treretters menu koster omkring 100-150 kr., en øl ca. 10-15 kr., og 1,5 l vand kan fås for omkring 4-7 kr.

 

Drikkepenge
Det er ikke nødvendigt at give drikkepenge, men de fleste sætter pris på det og betragter det som en slags løn. 10% er normalt på bedre restauranter, på caféer, i taxier og enklere restauranter runder du blot op. Har du fået god hjælp, kan du give nogle dinarer som tak. Får du hjælp med bagagen på hotellet, kan du give 1-2 dinarer.

 

Vejledende udsalgspris
Det er helt normalt at prutte om prisen i Tunesien, og du skal ikke blive bange, hvis du pludseligt får lagt ansvaret for hele sælgerens families skæbne i din hånd. Det er en del af forhandlingen. Hvis I ender på ca. 50% af den officielle pris, har alle grund til at være glade. Man prutter dog ikke om prisen i madforretninger eller mere moderne butikker.