El Gouna er ikke et fatamorgana i ørkenen, men et meget konkret ferie- og golfmekka, der er blevet til på et tegnebræt og realiseret som en finansfyrstes vision om at skabe Egyptens mest eksklusive feriested.
Golfsurfing i Egyptens Venedig
Af Frits Christensen
Forestiller man sig en flok ørkennomader i en kamelkaravane drage forbi El Gouna-området i 1990 for så at vende tilbage 20 år senere, vil kameldriverne ganske givet få opfattelsen af at stå over for et decideret fatamorgana: Et støvet og goldt ørkenområde på en 10 kilometer lang kyststrækning ud til Det Røde Hav forvandlet til Egyptens største og mest eksklusive feriecenter på størrelse med Londons indre bykerne og placeret på en række småøer adskilt af lækre blå laguner. Centralt og iøjnefaldende i dette ferieparadis ligger El Gouna Golf på det femstjernede Steigenberger Golf Resort, hvor de skrigende grønne fairways og greens med den pittoreske palmebevoksning snor sig ud og ind imellem de mange laguner i et fantastisk layout, der forkæler øjet, men sætter golfkvaliteterne på prøve. Det er golfsurfernes Venedig.
Lille Venedig i Egypten
Bag det 20 år gamle El Gouna-projekt – populært kaldet ”Lille Venedig” - står en enkelt mands længsel efter at etablere sig med en privat residens i rolige omgivelser og med plads til en båd liggende i en eksklusiv marina, hvor han kunne modtage besøg fra venner og familie. Initiativtageren hedder Samih Sawiris og er en af tre brødre i et af Egyptens største og rigeste familiedynastier grundlagt af faderen Onsi Sawiris med Orascom Group, en koncern vurderet til en værdi af 60 mia. kr. Orascom Development Holding er en global byudviklingskoncern med speciale i anlæggelse og drift af integrerede og selvforsynende turist- og boligområder med udbredelse i lande som Egypten, Jordan, Emiraterne, Oman, Mauritius, Marokko og Schweiz. Med i koncernen hører også teleselskabet Orascom Telecom, it-virksomheden Orascom Technology Solutions, entreprenør-virksomheden Orascom Construction industries og sidst, men ikke mindst Orascom Hotels & Development, der under Samih Sawiris ledelse står som bygherren af hele El Gouna-projektet. På 20 år er El Gouna gået fra at være streger på arkitektens bord til at være Egyptens største eksklusive ferieprojekt beliggende på øerne mellem de kunstige laguner med Det Røde Hav på søsiden og bjergkæden Eastern Desert Mountains på landsiden.
Her kan man gå og handle i fred
Nybygget fra grunden er El Gouna en slags kunstig stat i staten uden det originale Egyptens særpræg, men dermed også uden de sædvanlige påtrængende sælgere og vanvittige taxichauffører, der præger Cairo og andre storbyer. Efter syv års intense byggerier kunne det kunstskabte El Gouna officielt indvies i 1997 med de første feriehoteller, marinaen og en række andre turistfaciliteter, privat lufthavn (Sawiris-familien), bibliotek, international og national skole med plads til 400 elever beregnet til bl.a. de 3.000 fastboende indbyggeres børn. I højsæsonen når indbyggertallet med turister dog op 15.000-20.000 installeret i en kombination første feriehoteller, marinaen og en række andre turistfaciliteter, privat lufthavn (Sawiris-familien), bibliotek, international og national skole med plads til 400 elever beregnet til bl.a. de 3.000 fastboende indbyggeres børn. I højsæsonen når indbyggertallet med turister dog op 15.000-20.000 installeret i en kombination af næsten 3.000 privatboliger/lejligheder og hotelværelser, mens de store luksuøse lystyachter fra bl.a. Europa og Caribien – ofte med flere besætningsmedlemmer ombord - ligger stævn ved stævn i den store marina.
USPG A golfbane ved Steigenberger
Af de 14 hoteller i El Gouna kan Steigenberger Golf Resort som det eneste indtil videre bryste sig af at være den lykkelige ejer af en velrenommeret USPG A golfbane tegnet af den amerikanske stjernespiller Fred Couples i et samarbejde med Gene Bates. Dog er der en konkurrent på vej, selv om Steigenberger næppe vil betragte Ancient Sands-projektet som sådan, men snarere se frem til endnu flere gæster og øget omsætning på grund af den synergieffekt, der ligger i at trække flere tusinde golfturister til El Gouna – specielt i højsæsonen, der løber fra oktober til maj på grund af de ekstremt høje temperaturer i sommermånederne.
Flere lækre golfbaner på vej
Lige nu er Ancient Sands kun en støvet byggeplads så langt øjet rækker, men i løbet af de næste to år vil ikke bare en 18 hullers mesterskabsbane være at finde på stedet, men også et femstjernet golfhotel og flere hundrede eksklusive huse og lejligheder med udsigt over golfbanen og lagunerne – kun få minutters gang fra den nuværende Abu Tig Marina og en helt ny marina under opførelse. Golfhusene i Ancient Sands er allerede sat til salg til priser fra 385.000 US dollars (ca. 2 mio. kr.) Bag golfbanen på Ancient Sands – stedet får også et tennis-akademi – står den kendte amerikanske designer Karl Litten fra Miami og hans assistent Jeffrey Myers. I salgsmaterialet lover Karl Litten ”En golfbane på Ancient Sands Golf Resort, der vil være en både udfordrende og tilgivende bane, der byder på en oplevelse, som golfspilleren sent vil glemme.”
Shuttle-transport til golfbanen fra hotel
Den samme betegnelse kan snildt og uden overdrivelse hæftes på El Gouna Golf på Steigenberger Golf Resort, hvor man ydermere som hotelgæst ydes den udsøgte shuttleservice at blive fragtet gratis i golfbuggy med golfbag fra hotellet over lagunen til golfbanens klubhus. Færgeoverfart i enmandsbetjent motorbåd kan også benyttes. Det er dog et godt råd som kvittering og investering at give fem eller 10 egyptiske pund – samme kurs som kronen - for den udsøgte service. På El Gouna Golf har Fred Couples og Gene Bates i forening skabt en meget smuk bane, hvor de brede fairways snor sig mellem lagunerne og de mange ferielejligheder. Ekstraordinært for stedet er drivingrangen, hvor man fra land slår bolde ud i lagunen over mod hotellet til fem kunstige øer beliggende i afstande fra 80 til 300 meter.
Fiskenet samler golfbolde på afveje
De fleste bolde ryger i vandet, men bliver båret oppe i overfladen af den saltholdige sø, mens medarbejdere i golfklubben konstant er på arbejde i små motorbåde med fiskenet for at indsamle bolde. Det samme saltvand bruges også til at vande dele af banen, hvor paspallum-græsset ellers kan tåle det. Nattens vanding giver ikke blot en hård sandskorpe i bunkers, men betyder også, at morgenduelige spillere ofte må acceptere at droppe ud fra bunkers, der endnu ikke er blevet tømt for små søer. I sommerperioden bruges der ikke færre end fire millioner liter vand per nat. De fleste af hullerne har forholdsvis brede fairways og store greens, men kommer man alligevel skævt af sted fra teestedet (tre af forskellig længde for både mænd og kvinder), kan det sagtens være en uoverstigelig forhindring at spille bolden fra ørkensandet med hård bund i de mange waste areas. Når man så endelig frem til green forholdsvis helskindet, kan man let blive snydt af hastigheden på bermudagræsset, der ser blødt og langsomt ud.
Gode baner i lokalområdet
Er man som golfspiller alligevel på ferie i El Gouna, er det anbefalelsesværdigt at bruge en dag eller to på at besøge områdets to andre baner, der begge er placeret syd for Hurghada og den internationale lufthavn. Godt en times kørsel syd for El Gouna er et nyt turistmekka blevet udviklet i Soma Bay, hvor bugten med den friske blæst fra Det Røde Hav er et Eldorado for windsurfere og et skatkammer for dykkere. Med den Gary Player-designede The Cascades Golf & Country Club har Soma Bay med fire forholdsvis nye femstjernede hoteller fået en hovedattraktion,
der adskiller sig fuldstændig fra Egyptens andre golfbaner ved at leve op til betegnelsen ørkenlinks.
Sydafrikaneren Gary Player har skabt Egyptens længste (6.991 meter fra backtee) og sværeste mesterskabsbane placeret i en stor sandørken på en halvø omkranset af det dybblå hav, der til tider kan vise tænder på linje med det, vi kender fra den danske vestkyst. Gary Player har selv beskrevet banen som ”den anden Pebble Beach”, og ligheder er der på flere af hullerne med den legendariske bane på den amerikanske Stillehavskyst. The Cascades er også med i samlingen af 55 udvalgte baner i hele verden, som Gary Player skriver om i sin egen bog Gary Player Top Golf Courses. Hædersbevisninger er det også blevet til for The Cascades, der tre gange er blevet kåret til den bedste bane uden for Europa af læserne i det tyske blad Golf Journal. Det tyske publikum udgør en stor del af feriegæsterne i Soma Bay, der i maj 2010 kunne åbne det meget eksklusive Kempinski Hotel, der i sig selv er et besøg værd.
Efter den friske Soma Bay-udfordring bliver det lidt mere almindeligt for den typiske feriegolfer at besøg områdets tredje bane, Madinat Makadi Bay Golf Resort tæt på lufthavnen i Hurghada, men styrken ved området for golfturister er forskelligheden på de tre eksklusive golfressorts inden for mindre end 100 kilometer.