|
Hilton Sharks Bay er et afslappet og børnevenligt All Inclusive hotel. Hotellet består af en hovedbygning og flere mindre bygninger spredt over et stort område. Hotellet er bygget i flere niveauer, hvilket gør det mindre velegnet for meget gangbesværede.
Her er flere swimmingpools, legeplads, vandrutschebane, kids club, fitnesscenter og forskellige former for underholdning ugen igennem. Hotellet råder også over to restauranter samt flere barer spredt over hele området.
Stranden
Stranden er en lille klippestrand, som du kommer til ad en trappe eller nedgang. Fra stranden er der via en flydebro direkte adgang til det fantastiske koralrev. På stranden ligger et dykkercenter.
Dresscode
Hotellet forventer, at gæster bærer pæn, afslappet påklædning ved måltiderne. Mænd bedes bære lange bukser og lukkede sko til middag. Kvinder bedes bære påklædning, der dækker knæene. Badetøj er ikke tilladt i lobbyen eller i restauranterne.
Naama Bay
Der er shuttlebus til Naama Bay, som ligger knapt 25 minutters kørsel fra hotellet.
Værelserne
Værelserne er hyggelige med brusebad, hårtørrer, aircondition, tv og telefon – og visse værelser med lille balkon eller terrasse. Standardværelserne er på 28 m2 .
Mod tillæg er der mulighed for større familieværelser med sovesofa med plads til to børn. Havudsigt ligeledes mod tillæg. Vær opmærksom på at der kun er én ekstra seng/sovesofa/opredning pr. værelse, også selvom du bor to voksne og to børn.
All Inclusive
Dit ophold på Hilton Sharks Bay er med All Inclusive. All Inclusive indeholder: Helpension, sodavand/vand og lokale alkoholiske drikke i plasticglas og snacks samt alm. kaffe/te. Drikkevarer serveres altid skænket op.
Der kan være ændringer til, hvor maden skal indtages, og hvor der fx serveres snacks. Nogle af aktiviteterne kan kræve tidsbestilling, ligesom der kan være betaling for leje af eventuelt udstyr. Spørg på hotellet ved ankomst.
Ved bestilling af rejse modtager du automatisk en udførlig oversigt over hele All Inclusive konceptet på Hilton Sharks Bay.
|